Tilbage til Halgrimms gamle hvalpeside
 
 
 
 
At være en Halgrimm hvalp

1) 0-20 dage

2) 20-32 dage

3) 32- 42 dage

4) 43 dage og frem (her)


0-20 dage: Som blinde og hjælpeløse muldvarpe
I løbet af morgenen fredag d. 8. oktober 1999 nedkom Vina med sit andet kuld hvalpe.

Hun havde gået og været urolig det meste af torsdagen, under opblokningsfasen, og ville ikke gå til ro sammen med os andre i soveværelset på 1. sal. Hun ville ned i kælderen til sin fødekasse.

Kl. 0.45 gik vandet, og efter en del hårdt arbejde fra Vinas side, blev første hvalp født 01.30. Det var en velskabt tæve på 380 g, med halvanden hvid "sok" på forbenene.

Kl. 02.00 kom den næste, en han på 340 g med en lille hvid stribe på næsen.

Allerede kl. 02.10 kom den tredie, en tæve på 350 g med en stor hvid krave på den ene side og hvid bug, samt lange hvide "sokker".

4. hvalp kom kl 02.55. Det var en han på 335 g, med bred hvid "midterskilning", hvidt bryst og halv hvid krave.

5. hvalp blev født kl. 03.15, en tæve på 340 g. Hun er rød med sort maske, med hvidt bryst og en lille hvid plet i panden.

Da hun var født, måtte Vina lige have en lille pause, indtil kl. 08.00, hvor 6. hvalp blev født. Det er en tæve med små hvide poter på forbenene og en fødselsvægt på 335 g.

Alle hvalpene er sunde og levestærke, og har været aktive lige fra de blev født. De fandt staks frem til patterne, og har været der lige siden.

5. dag: Hvalpene stortrives

Vina har vist sig som en eksemplarisk mor. Alle 6 hvalpe har taget flot på, tilsammen har de nu øget deres vægt med 1200g, siden de blev født.

Det er ganske meget, Vina skal præstere. Derfor bliver hun fodret med alt hvad hun kan spise, og får desuden kosttilskud i form af en skål ymer med en kalkbrusetablet, druesukker og lidt kaffefløde 2-3 gange om dagen. På den måde modvirker vi kalkchok, holder hendes mave i orden og stimulerer mælkeproduktionen.

Hvalpene er meget ensartede i deres udvikling og størrelse. De er meget bevægelige og aktive, én forlod af egen drift fødekassen i dag, så nu må vi i gang med at forhøje kanten!

10. dag

Hvalpene tager stadig meget jævnt og godt på. Alle har øget deres fødselsvægt med 2,5 gange, og er nu på mellem 850 og 900 g.

Alle er aktive og er så småt begyndt at stavre lidt rundt på benene, når de skal komme til i mælkebaren.

14. dag: Hvalpene har fået øjne
Endnu lidt slørede at se til, som det ses her på billederne fra deres 19. levedag, og stadig blå i farven. Men hvalpene er gradvis ved at tage deres nye sanser i brug.

Her på 19. levedag har de fået deres første ormekur. Det smagte aldeles rædsomt, men deres medfødte synkebevægelser fik ikke desto mindre Banminth'en til at glide ned.

De tisser efterhånden så meget at Vina har svært ved at følge med med at slikke det op, så der skal skiftes flere gange dagligt under dem.

Jeg har bemærket, at de reagerer på høje lyde allerede nu, selvom øregangen endnu ikke har brudt sin forsegling. Det indre øre er ved at udvikle sig, hvilket kan ses på de snørklede folder i øreåbningen.

De bruger også deres lugtesans. Når Vina nærmer sig kan man høre dem snuse og se at de løfter hovedet op og vejrer hende. De følger hende på indersiden af deres kasse, når hun går forbi.

Hvalpene kommer i hænder flere gange dagligt og nyder tilsyneladende den tætte kontakt med mennesker.
Det er ikke ualmindeligt at hvalpene sover på ryggen, og drømmer med voldsomme ryk og sitren i hele kroppen.
læs videre
til toppen af siden